Vedtægter for den selvejende institution STUBhuset, som blev vedtaget på den ordinære generalforsamling tirsdag den 27. marts 2007, samt ændringer vedtaget den 29. marts 2023 på generalforsamling.

§1 Navn og hjemsted
Den selvejende institutions navn er STUBhuset med hjemsted i Rebild kommune. Dele af ejendommen, Grangårdsvej 11, 9530 Støvring, der som helhed ejes af Rebild Kommune, er stillet til rådighed for den selvejende institution STUBhuset, jævnfør driftsaftale mellem Rebild Kommune og den selvejende institution STUBhuset.

§2 Formål
STUBhuset har til formål:

  1. At drive et medborger-, forsamlings- og kulturhus på Grangårdsvej 11, Støvring, ved dels at tilbyde velegnede lokaler og andre faciliteter til foreninger og interessegrupper m.v., dels at fungere som et socialt og kulturelt samlings sted med åben adgang for alle.
  2. At skabe rammer for kultur- og fritidsaktiviteter, således at enkeltpersoner og grupper på baggrund af egne ønsker og behov kan finde mulighed for udfoldelse, spændende fra uforpligtende samvær over fritidsvirksomhed og kulturelle arrangementer til undervisning, studiekredse m.v., dog almindeligvis ikke idrætsudøvelse.
  3. At udvikle STUBhuset til et aktivt kulturcenter, der alene og i samarbejde med andre tiltrækker og engagerer et bredt publikum ved et rigt og varieret udbud af udstillinger, forestillinger, koncerter m.v. STUBhuset kan stille faciliteter til rådighed for andre, der varetager samme formål.
  4. At støtte udviklingen af sociale og kulturelle netværk i det lokale samfund på tværs af aldersmæssige, erhvervsmæssige, sociale, nationale eller kulturelle skel.
  5. At skabe rammer for drift af et forsamlingshus.


§3 Økonomi
Den selvejende institution indgår driftsaftale med Rebild kommune om brug af lokaler under hensyntagen til den selvejende institutions formål og midler.

Midler til den selvejende institutions drift tilvejebringes herudover bl.a. gennem indtægter fra udlejning af lokaler (forsamlingshus), arrangementer, kontingenter og bidrag fra enkeltpersoner, foreninger, virksomheder, organisationer og fonde.

Den selvejende institution kan søge om offentlige tilskud, garantier m.v.

§4 Medlemmer
Som medlemmer af STUBhuset kan optages enkeltpersoner, foreninger, institutioner, erhvervsvirksomheder og interesse organisationer.

§5 Generalforsamling
Den selvejende institutions øverste myndighed er generalforsamlingen, hvortil alle der er medlem pr. 31. december det foregående år - og som ikke er i kontingentrestance - har stemmeret. En stemme pr. medlemskab.

Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt senest i marts måned.

Generalforsamlingen kan om nødvendigt afholdes digitalt.

Generalforsamlingen indkaldes med mindst 28 dages varsel ved lokal annoncering efter bestyrelsens valg.

Forslag til behandling på generalforsamlingen skal være bestyrelsens formand i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen.

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal indeholde følgende faste punkter:

  1. Valg af dirigent.
  2. Valg af referent.
  3. Valg af stemmetællere.
  4. Bestyrelsens beretning og godkendelse heraf.
  5. Forelæggelse af revideret regnskab for det foregående regnskabsår og godkendelse heraf.
  6. Forelæggelse af budget for indeværende år
  7. Fastsættelse af kontingent.
  8. Indkomne forslag.
  9. Valg af bestyrelsesmedlemmer.
  10. Valg af 2 suppleanter for bestyrelsesmedlemmer.
  11. Valg af revisionsfirma.
  12. Eventuelt.

Beslutninger på generalforsamlingen træffes ved simpelt flertal. Ved stemmelighed foretages en ny, skriftlig afstemning. Er der herefter fortsat stemmelighed, bortfalder forslaget.

Personvalg skal foregå skriftligt, såfremt 2 medlemmer kræver det.

Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Første ordinære generalforsamling afholdes i marts 2002.

§6 Ekstraordinær generalforsamling
Der skal afholdes ekstraordinær generalforsamling, når mindst 1/4 af medlemmerne skriftligt over for bestyrelsen fremsætter anmodning herom. I skrivelsen skal anføres, hvad der ønskes behandlet på den ekstraordinære generalforsamling.
Der kan ligeledes indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, såfremt 4 bestyrelsesmedlemmer forlanger det. En ekstraordinær generalforsamling indkaldes med samme varsel og på samme måde som ordinær generalforsamling. Indkaldelsen skal indeholde en dagsorden med de punkter, der ønskes behandlet.

§7 Bestyrelsen
Bestyrelsen består af 5 medlemmer.

Bestyrelsesmedlemmerne vælges for en toårig periode. Genvalg kan finde sted. I lige år vælges 2 bestyrelsesmedlemmer. I ulige år vælges 3 bestyrelsesmedlemmer. Valgperioden efter den stiftende generalforsamling afgøres ved lodtrækning.

Suppleanter til bestyrelsen vælges for en etårig periode.

Det tilstræbes, at bestyrelsen sammensættes bredest muligt, således at flest mulige bruger- og interessegrupper er repræsenteret.

Bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand og kasserer senest 14 dage efter generalforsamlingen. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Samtlige medlemmer af bestyrelsen skal være myndige.

Formanden indkalder til bestyrelsesmøde så ofte, det findes nødvendigt, og skal i øvrigt indkalde til bestyrelsesmøde, når mindst tre bestyrelsesmedlemmer anmoder herom.

Der afholdes mindst 4 bestyrelsesmøder om året. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når 3 medlemmer er til stede.

Der kan ikke stemmes ved fuldmagt i bestyrelsen.

Beslutninger træffes ved simpelt flertal, dog således at formandens stemme er udslagsgivende i tilfælde afstemmelighed.

Intet bestyrelsesmedlem må, uden generalforsamlingens godkendelse, modtage løn eller vederlag eller andre former for honorar for sit bestyrelsesarbejde i den selvejende institution.

Den selvejende institution tegnes af 3 bestyrelsesmedlemmer, hvoraf den ene skal være formanden eller kassereren.

Bestyrelsens medlemmer hæfter ikke personligt for den selvejende institutions forpligtelser, men er alene underkastet dansk rets almindelige ansvars- og erstatningsregler.

Bestyrelsen har til opgave over for generalforsamlingen:

  1. At påse, at den selvejende institutions drift og virke udføres i overensstemmelse med den selvejende institutions formål.
  2. At ansætte det evt. fornødne personale
  3. Samt angive dettes kompetenceområde.
  4. At nedsætte eller godkende sammensætningen af og opgaverne for udvalg og arbejdsgrupper, der skønnes hensigtsmæssige for aktiviteterne i den selvejende institution.
  5. Føre den fornødne kontrol med foreningens økonomi og være ansvarlig for foreningens midler. Større dispositioner af økonomisk art, udover det budgetlagte, skal godkendes af Rebild Byråd.
  6. At tage initiativ til afholdelse af l årligt brugermøde, hvor den selvejende institutions aktiviteter drøftes.
  7. At der udarbejdes budget.

Bestyrelsen fører en beslutningsprotokol over møder. Protokollen er tilgængelig for medlemmerne.

§8 Regnskab
Regnskabet følger kalenderåret. Første regnskabsperiode løber fra institutionens stiftelse til 31. december 2001.
Regnskabet revideres af et registreret eller statsautoriseret revisionsfirma.

Udgiftsbilag anvises af formand og kasserer. Bestyrelsen kan meddele prokura.

Regnskabet tilsendes Rebild kommune senest l måned efter den ordinære generalforsamling.

§9 Medlemmernes ansvar
Medlemmerne hæfter ikke personligt for indgåede forpligtelser fra den selvejende institutions side. Alene den selvejende institution STUBhuset som juridisk person hæfter med sin egenkapital for forpligtelser af enhver art.

Medlemmerne har ingen økonomiske forpligtelser over for den selvejende institution ud over kontingentforpligtelsen.

Medlemmerne har ikke krav på økonomisk udbytte i forbindelse med den selvejende institutions aktiviteter eller i øvrigt på nogen af den selvejende institutions midler.

§10 Vedtægtsændringer
Forslag til vedtægtsændringer skal være formanden i hænde senest den 31 januar.

Forslag til vedtægtsændringer skal fremgå af den til generalforsamlingen udsendte dagsorden. Der kræves et flertal på 2/3 af de tilstedeværende medlemmer på en generalforsamling til vedtagelse.

§11 Den selvejende institutions opløsning
Beslutning om opløsning af den selvejende institution kræver, at mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer på to på hinanden følgende generalforsamlinger stemmer for en opløsning.

Der skal være mindst 14 dage mellem de to generalforsamlinger.

I tilfælde af beslutning, om at den selvejende institution skal opløses, overgår alle aktiver til de af bestyrelsen vedtagne mål, til støtte og udviklingen af de sociale og kulturelle netværk i Rebild kommune, på tværs af aldersmæssige,  sociale og kulturelle skel.

Hvis den af kommunen givne brugsret jævnfør aftale bortfalder eller opsiges, skal institutionen opløses, medmindre Byrådet godkender etablering i andre lokaler.

§12
Nærværende vedtægter samt ændringer heri skal godkendes af Rebild Byråd.

§13 Ikrafttræden
STUBhusets vedtægter er sidst ændret på generalforsamling den torsdag den 29.marts 2023.